Velkommen

Psykologklinikken ejes og drives af psykolog Mette Cathrine Rasmussen. Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2012 og har siden da opnået autorisation, samt videreuddannet mig indenfor supervision af pædagogisk og socialfagligt personale. Samtidig har jeg taget uddannelse som yogainstruktør for hermed i endnu højere grad at kunne koble mit arbejde som psykolog med viden og forståelse for sammenhængene mellem krop, sind, tanker, følelser og adfærd.

Min klinik er en traditionel psykologpraksis, hvor du eller I har mulighed for at modtage individuel terapi, parterapi eller psykologisk rådgivning vedrørende jeres barn/børn (familierådgivning). Endvidere tilbydes supervision til fagpersonale, med udgangspunkt i en systemisk referenceramme, til for eksempel ledere af socialfagligt personale, institutioner eller til psykologer i autorisationsforløb (ekstern supervision, individuelt eller i gruppe).

Psykologklinikken er samtidig et sted, hvor samspil mellem krop og psyke er i centrum. Således er det for eksempel muligt at supplere sin terapi med 1:1 yogasessioner. Eller måske giver det mening at arbejde med guidede åndedrætsøvelser som en del af dine psykologiske samtaler?

Det er min vision for klinikken, at du som besøgende – hvad enten du søger terapi, supervision, yoga eller en kombination af disse – opnår en øget forståelse for dig selv i samspil med de muligheder og udfordringer, der er dine. Nogle gange er det nødvendigt at stoppe op for at kunne komme videre.

Med disse ord byder jeg dig velkommen her på siden. Måske finder du det, du søger.

Kærlig hilsen, Mette Cathrine.

 

Terapi

I terapeutiske samtaler etableres en unik mulighed for at arbejde med det, der udfordrer dig i dit liv…

LÆS MERE…

Supervision

Fokus for supervision er faglige problemstillinger med dig på banen…

LÆS MERE…

Yoga

Med yoga gives muligheden for at koble vores mentale viden med kroppens visdom. Alle kan være med…

LÆS MERE…

Om Mette Cathrine

Jeg møder i mit daglige arbejde som psykolog mange forskellige problemstillinger. Det kan være udfordringer i familielivet, parforholdet, balancering af arbejde og privatliv (work-life balance), stress, eller behov for bearbejdning af krise, tab eller traumer. Jeg arbejder overvejende ud fra en relationel og eksistentiel forståelsesramme, og trækker på metoder fra en række forskellige behandlingstraditioner, alt afhængig af de udfordringer, du kommer med.

Hos mig er du først og fremmest menneske. Det vil sige at jeg forholder mig til dig og det, du bringer ind i rummet ud fra en forståelse af, at vi alle i udgangspunktet rummer ressourcerne til at klare det, livet byder os.

Nogle gange skal der blot lidt hjælp til, før vi kan se det. Samtidig er jeg bevidst om det faktum, at livet ofte viser sig for os på helt andre måder end vi havde regnet med. Kun du ved, hvordan det er at være dig.

Som psykolog påtager jeg mig altid ansvaret for at etablere et fortroligt, professionelt rum. Samtidig er jeg opmærksom på, om den problematik du søger hjælp til at håndtere, ligger indenfor mine faglige kompetencer at arbejde med. I de tilfælde hvor jeg vurderer, at der skal anden hjælp til, guider jeg dig gerne videre.

Det praktiske..

TERAPI/RÅDGIVNING

Individuel terapi 900,-/timen
Parterapi 1.200,-/timen
Familierådgivning 1.200,-/timen
Studerende og pensionister 750,-/timen

Mulighed for tilskud ved Sygesikring Danmark og via din sundhedsforsikring.

SUPERVISION

Individuel1200,-/timen
Gruppe (2-6 deltagere) 2.000,-/timen

YOGA

1:1600,-/timen
Hold á min. 5 deltagere 75,-/pers./timen
Workshops og andet Varierer

OPLÆG, FOREDRAG OG WORKSHOPS EFTER NÆRMERE AFTALE.

Ved afbud mellem 12 og 24 timer før sessionsstart faktureres 50% af prisen. Ved afbud mindre end 12 timer før sessionsstart faktureres fuld pris. Priser reguleres hver d. 1. marts.